Mens Danmark har været på hold på grund af corona-virussen, har jeg været i fuld gang… rundt om Bagsværd Sø på utallige gåture, som har fået mig til at tænke over, hvordan vi møder verden.
Nogle kaster sig til siden, slår blikket ned eller vrisser ad dig, hvis du kommer for tæt på. Heldigvis er der andre, som ser dig i øjnene og nikker. I det lille nik ligger der en spontan udveksling af ”jeg ved, du ved, at jeg ved, at vi skal holde afstand”. Et fællesskab i et splitsekund – en lyn-anerkendelse, som nærer vores nervesystem. Det er godt for os mennesker at blive set. Tænk bare på nyfødte børn. Hvis ikke de oplever at blive mødt af øjenkontakt, så lukker de ned. Her er den ordløse kontakt vital.
Ikke kun for nyfødte, men for alle, er den ordløse kontakt en anerkendelse på lige fod med den ordfyldte. Den kan helt uden ord udtrykke tusindvis af ting, men der er nogle mennesker, som af en eller anden grund tror, de ikke må nikke eller se én i øjnene for tiden. Men der er stor forskel på social afstand og fysisk afstand.
I det hele taget giver den her tid med fysisk afstand anledning til at rette fokus mod vores møder og vores relationer. Lige nu er vi i en situation, hvor vi skal lære at gebærde os på nye måder.
For når jeg ikke må vise dig med et knus, at du er vigtig for mig, hvad gør jeg så? Et knus er et ordløst bånd, man knytter og en hengivenhed, man måske normalt ikke udtrykker verbalt. Eller hvad med de møder, hvor vores kultur og kodeks har programmeret os til at give hånd? Hvad gør det vores relation, når vi støder albuer eller skosåler i stedet? Indgyder dét den samme respektfulde start på relationen?
Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at Coronaen stiller krav til os om at være totalt nærværende i vores måde at være i kontakt med andre på – fordi vi ikke bare kan gøre, som vi altid har gjort. Og den kan lære os – eller minde os om – at ord kan omfavne, og et nik kan anerkende.
Også selv om det bare er et splitsekund på en grussti ved Bagsværd Sø, så kan et lille nik ændre verden en lille smule. Både for den, du nikker til, men også for dig, for lur mig om ikke, du får dit nik retur i en ordløs konstatering af, at ”jeg ved, du ved, at jeg ved, vi er alle i samme båd.”
